mandag den 22. oktober 2012

Taber #5

Vægt: 67,7 kg.
Kropsmål:
-Bryst:
-Talje:
-Hofte:


Huhej, der er sket lidt!
Jeg er nu et godt stykke under de 70, hvilket jeg ikke har været længe - Og hvilket er noget, jeg længe har set frem til.
Jeg nåede ikke helt min bryllupsvægt til premieren, som var det, jeg havde lovet, men grundet min pludselig abnormt aktive livsstil, med cykling til og fra arbejde, træning i fitnesscentret i hvert fald 2 gange om ugen (nogle gange 3!) og svømning (næsten) hver søndag, så har tingene fordelt sig lidt anderledes på kroppen og både jeg og min instruktør er glade for resultatet :o)

Nu fortsætter jeg bare som om jeg endnu havde en deadline hængende over hovedet - Og jeg er stadig 
top motiveret.
Jeg taber mig fortsat og har endda slet ikke skåret alt det søde, salte og fede væk.. Bare modereret det og er begyndt at bevæge mig. Det gør store sager!

søndag den 21. oktober 2012

Dracula

 Endelig blev det tid til la grande première!

Siden januar har prøverne til musicalen 'Dracula' været igang og jeg har forsøgt at jonglere med dem, jobbet og skolen i et stort one-woman gøgler act!
Det har helt bogstaveligt kostet mig blod, sved og tårer at få det hele til at klappe og jeg har flere gange undervejs været plaget af tanker om at droppe alt.
Men selvfølgelig var de ikke dybtfølte og det kan jeg kun være yderst tilfreds med og glad for den dag idag.
Sidste torsdag, d. 11. oktober, kunne vi nemlig slå tæppet til side for det som godt 100 dedikerede mennesker har været så optagede af de sidste 10-12 måneder; At forsøge, igennem musik, sang, dans og skuespil, at skildre den tragiske fortælling om den transylvanske Greve, der mister sin elskede, forbander og hævner sig på Gud ved at drikke menneskers blod igennem århundreder, men som pludselig genfinder kærligheden i den unge kvinde Mina, som har en slående lighed med hans afdøde hustru.
Forestillingen har spillet i Tivoli med stående applaus næsten hver aften og jeg har elsket hvert sekund.
I aften har vi allerede 'La grande finale' - Dog kun i koncertsalen, for heldigvis vender vi stærkt tilbage i slutningen af november, hvor vi skal spille i Frederiksborg Centret i Hillerød.






















Tilbage på sporet...

Jeg havde åbenbart brug for en lang blog-pause.
Den er nu slut, fornemmer jeg, og jeg kaster mig igen ud i det.
På høje tid, vil jeg også sige, for der er sket så mange ting..... Men lad os tage dem én ting ad gangen.

Claus og jeg måtte sande at hus drømmen ikke skulle udleves på Flintevænget.
Et hus er simpelthen for dyrt at varme op, når isoleringen er beregnet for en hytte på Hawaii.
Vi måtte ud og videre og over i noget andet og billigere.

Ved et absurd lykketræf sad min mor og surfede Facebook den dag hvor en lokal kvinde slog en udlejningsannonce op. Det var en hyggelig lejlighed i hjertet af byen, 70 m2, to værelser, alt i hårde hvidevarer, loft til kip og naturligvis til en lavere husleje.
Min kvikke mor skrev og fik den reserveret til os med det samme og vi kunne nu, som nummer 1 i køen, i forholdsvis ro og mag kigge og vurdere og beslutte os.
Det tog os dog ikke mange minutter at finde ud af at dette var et sted, vi gerne ville være.
Vi sagde ja tak og kunne nu begynde at pakke huset sammen.
Samtidig måtte Tetris mesteren i spil - For det er faktisk ikke nogen nem opgave at få møbler fra et 140 m2 hus til at passe ind i en lejlighed i halv størrelse.
Utroligt nok lykkedes det!

Og nu sidder vi her så - I flyttekasser til halsen, men glade for stedet, varmen i rummene, de levende lyde neden for vinduerne, de nære butikker og ikke mindst det faktum, at vi stadig bor i Frederiksværk.
Det giver sig selv at jeg føler mig hjemme her i byen, men Claus er heldigvis også blevet meget glad for den og vi ville begge være kede af at skulle herfra.

lørdag den 7. juli 2012

Sort skønhed

Idag kastede jeg mig ud i en god omgang grooming.
Jeg havde taget mig selv i nakken og var løbet en tur - Og efter et dejlig varmt bad kastede jeg mig ud i min nyerhvervede Veet hårfjerningscreme samt et smart produkt, der lover at fjerne hudorme og andre urenheder. Læks!

Den fine tube ser dejlig enkel og ekslusiv ud. Indeni er der en lækker lind sort maske, der skal smøres på de urene steder i t-zonen og det har en behagelig duft, når det kommer ud.
Det er meget blødt og køligt på huden og masken skal sidde og tørre i en halv times tid.
Efter at have haft den på i ti minutters tid begynder det at stramme til og efterhånden breder der sig en lugt af gammel maling.. For gammel maling.
Det var lidt af en streg i regningen, da jeg engang var under uddannelse til skiltemaler og på en af mine ud-af-huset-opgaver i timevis måtte stå og male med rådden sort maling.
Dette sendte mig derfor fluks tilbage og det var ikke specielt dejligt.

Men men men, da den halve time var gået og masken var stivnet helt, begyndte jeg at hive den af.
Det skal den nemlig.
Det virkede dog ikke helt.. Jeg måtte gnubbe, gnide og 'rulle' det af, men jeg havde vist heller ikke kommet helt nok på. Et tykkere lag havde muligvis været til at få af i et snuptag.
Et tykkere lag havde nok også fjernet flere urenheder end dette her gjorde, men min næse føles da helt glat nu.
Et par gange mere med dette sorte skønhedstip og jeg får muligvis min babyhud igen :o)

Taber #4

Vægt: 75,1 kg.
Kropsmål
-Bryst:
-Talje:
-Hofte:

Så skete der lidt på badevægten her til morgen!
Meget lidt, godt nok, men det føles godt eftersom jeg længe synes, jeg har knoklet uden resultater.
Dog har jeg fået kommentarer et par steder fra om at man kan se det nu, og det er jo dejligt...
Jeg håber derfor at mit fedt allerede er på retræte og det er musklerne der begynder at veje.
Det vil også give mening hvis det er tilfældet, da motionen har været en stor del af dette her vægttab.
Jeg er blevet meget glad for at komme i fitnesscentret og hoppe på crosstraineren, svede på motionscyklen og hive i mere eller mindre tunge håndtag, men den virkelige.. ja, hvad skal man kalde det.. sejr er nok et lige lovlig stort ord at bruge eftersom det kun er sket én gang.. på den anden side var det er stort skridt, så hvad pokker: Den største sejr for mig hidtil har været at jeg cyklede hjem fra arbejde onsdag eftermiddag!
Små 21 km. og med en rimelig jævn fart på 20 km/t. tog det mig en time og to minutter at komme fra Hillerød til Kregme.. Og det var en smuk tur oven i købet og kun med en enkelt bakke, der virkede små-umulig. Den var ikke særlig stejl, men den var lang og det var oven i hatten en virkelig varm dag!
Men det lykkedes og jeg fik på den tur forbrændt ca. 619 kcal.
Sådan :o)


Idag vil jeg gerne ud at løbe.. Regnen er vist lige stoppet, så det var må være mit cue.

tirsdag den 26. juni 2012

Taber #3

Vægt: ??
Kropsmål
-Bryst: 110 cm.
-Talje: 81 cm.
-Hofte: 110 cm.


Jeg var ved at gå ud af mit gode skind imorges da jeg, som vanen tro, efter toiletbesøg og nattøjsafklædning stillede mig på vægten og intet skete.
Og det var "desværre" ikke fordi jeg intet vejede (!)
Batteriet var dødt, så en vægtopdatering må komme næste gang.


Min dag har været en temmelig træls en af slagsen.
Den har været fuld af fristelser... Egentlig ikke fordi der har været flere end der plejer, men fordi jeg har været så hamrende træt hele dagen på grund af for få timers søvn, en arbejdsdag igår fra 8-17.30 og udsigten til endnu en lang arbejdsdag, at det har været lidt af en kamp at stå imod.


På personalestuen var der chokolade og peanuts. I køkkenskabet står der en stor krukke med bolsjer.
Vores køkkendame havde bagt æble-kanel-boller og skåret tykke skiver ost til - Og vi fik grillpølser med brød, sennep, ketchup, remoulade og ristede løg til frokost (en Sankt Hans tradition).
Ved fyraften var jeg i den grad fristet til at købe en boks sushi med hjem. Det ville kun forsinke mig et kvarter og det smager jo himmelsk.
Desværre er der en del flere kcal i sådan noget sushi end man skulle tro om et måltid bestående af ris, fisk, grøntsager og soya.
På vej hjem handlede jeg lige hurtigt i Rema1000 og mit blodsukker var alt alt for lavt.
Jeg gik forbi rutebiler, kanelgifler, feta ost, koldskål, kiks, kager, sodavand, juice, cashewnødder og chokolade - Og var lige ved at dåne over alle de lækkerier.
Endda frysepizzaerne (som ved gud aldrig har sagt mig noget) virkede lokkende, så jeg var pavestolt da jeg travede ud af butikken med øko-multikerne-rugbrød, aubergine, rød peber, avocado, agurk, fuldkornspitabrød, kylling, skinke og store oliven med mandler. En enkelt pose chips var også at finde i min pose, men den er ikke til mig ;o)


Da jeg kom hjem lavede jeg mig fluks en rugbrødsmad med makrel-i-tomat og puttede fire oliven i en lille skål og kunne med god samvittighed smække benene op efter denne helvedesdag!


I aften skal der trænes og jeg har virkelig fået øjnene op for motionscyklen!
I forgårs crosstrænede jeg i tyve minutter og cyklede lige så længe - Og sveden drev af mig! Det var fantastisk og jeg glæder mig faktisk til aftenens svedetur :o)

torsdag den 21. juni 2012

Taber #2

Vægt: 75,3 kg.
Kropsmål
-Bryst: 110 cm.
-Talje: 81 cm.
-Hofte: 110 cm.


200 gram er tabt siden sidst... Ikke fantastisk, men det er dog i den rigtige retning.
Jeg kan mærke at jeg virkelig skal holde fast i mit eget hjemmelavede slanke-tip, nemlig ikke at spise efter kl. halv otte om aftenen.
For tre år siden tabte jeg mig ti kilo blot ved at følge det - samt at jeg begyndte at bevæge mig lidt mere.
Derfor har jeg også kigget Den Blå Avis igennem efter en god cykel, da det er min intention her i sommerperioden, at prøve at cykle på arbejde.... Det lyder jo umiddelbart ikke som den mest revolutionerende idé, men da jeg har et par og tyve kilometer på job, så er det pludselig noget lidt andet.
44 km. cykling om dagen give en del minus på kcal-kontoen.

søndag den 17. juni 2012

Taber-tiltag

Nu er der kun lidt under fire måneder til premieren på musicalen "Dracula" i hvilken jeg har den kvindelige hovedrolle.
Det er jo fantastisk spændende og jeg glæder mig som et lille barn til at give publikum en super fed oplevelse, men der har sneget sig en del stressede sommerfugle med ind blandt de forventningsfulde.
Jeg skal nemlig tabe mig til rollen som Mina Murray og der er ikke sket det store, lad mig sige det sådan.
Tre kilo er det blevet til siden jeg fik rollen i januar, og det er jo ikke imponerende.
Derfor kommer dette nye tiltag, hvor jeg vil tage bloggen her i brug. Jeg vil minimum en gang om ugen 'stemple ind' og give en opdatering på hvordan det går.
Jeg har besluttet at ti kilo skal være røget medio august (for selvom premieren først er til oktober, vil jeg gerne være så lidt en plage som muligt for de dygtige og søde kostumedamer, der skal sy mig fem forskellige kjoler.
Så jeg har to måneder starting now!

Første taber-indlæg:

17. juli kl. 8:40       -       Målvægt: 65 kg. (i virkeligheden vil jeg gerne ned på 60 kg.)
Vægt:
75,5 kg.
Kropsmål:
- Bryst: 110 cm.
- Talje: 81 cm.
- Hofte: 110 cm.
1. delmål:
73 kg. pr. 1. juli

Startede ud med en for mig helt normal morgenmad; Havregryn med minimælk (uden sukker).
Det er jo en fin start.
Idag (og igår) har vi så haft heldagsprøver på 'Dracula', så vi havde en god frokost med.
Jeg fandt nogle rugstykker fra Pågen, som smager super godt og har et kcal indhold på 150.
Så puttede jeg gravad laks, Ravigotte sauce, lidt frisk mozzarella og masser af grønt i.. Det smagte skønt.

Efter prøverne tog vi så direkte til min svigerindes fødselsdag.
Heldigvis plejer de ikke at diske op med ret meget klassisk guf (chokolade, slik, kager) men er normalt mere til den salte afdeling og serverer tit lækker frugt og gode delikatesser. Det gjorde de også denne gang, så det var jo udmærket.
Der var dog nogle utrolig lækre rodfrugtschips, som jeg i første omgang gik lidt løs i, indtil jeg opdagede at de var lavet på fuldstændig samme måde som almindelige chips og så måtte jeg kaste mig over vindruerne istedet ;o)

søndag den 13. maj 2012

Forårsfyrværkeri

Forleden skinnede den sprøde forårssol lige så vidunderligt og lunt som idag, og da jeg var tidligt hjemme fra arbejde kunne jeg således nå at nyde min have, mens lyset stadig fik det bedste frem i vores lille plet jord...

















torsdag den 5. april 2012

Bryghus og havnetur

Idag var husbonden og jeg inviteret på eftermiddagskræs på Halsnæs Bryghus af mine forældre, sammen med min bror, svigerinde og ret så søde nevø (iført ny lækker hjemmestrik fra farmor.)

Claus nød en kold cola og en Magnum mens jeg selv smovsede i banan-jordbær-blåbær smoothie og hindbærtærte.




















Efter det lille måltid slentrede vi en tur på havnen, mens vi ventede på at den lille færge mod Rørvig skulle lægge til og bror, svigerinde og nevø kunne komme afsted mod deres sommerhus-oase.

Hyggelig måde at tilbringe et par timer på her på en solrig og stille Skærtorsdag!














tirsdag den 3. april 2012

En litterær snack

Kender I det?
Man opdager en ny film, sang eller bog, som man føler man bare kan grave sig ned med, uden at behøve noget som helst andet (end måske en lille kop te og en enkelt ostemad).

Sådan havde jeg det - og har det for sin vis stadig - med filmen "The Holiday", med sangene 'Bungle In The Jungle' og 'Wond'ring Aloud' med Jethro Tull og med hele den skrevne Harry Potter-serie.

Og nu er det så lykkedes mig at finde endnu en bogserie, som har den effekt på mig:
En trilogi, skrevet på et romantisk, indlevende og let gammelt engelsk, som tager en tilbage til 1400-tallet, hvor historien udspiller sig.

"The Poison Throne", "The Crowded Shadows" og "The Rebel Prince" udgør en fantastisk fortælling om den unge kvinde og carpenter-lærling Wynter Moorehawke, som efter fem år i eksil med sin far Lorcan oppe nordpå, endelig vender hjem til slottet i Sydlandet, hvor Lorcans nære ven, Kong Jonathon, har gennemgået en besynderlig og frygtelig forvandling fra favnende og frihedskæmpende beskytter til magtbegærlig og brutal regent.
Wynter genser sin elskede ven, så nær som en broder, Prins Razi og møder for første gang hans flabede og charmerende kammerat Christopher; En musiker med torturerede og forkrøblede fingre, som Wynter i starten ikke har andet end jalousi og irritation til overs for - Lige indtil de to forelsker sig hovedkuls i hinanden.
Razis bror og tronarving, Prins Alberon er på mystisk vis forsvundet og efter mange prøvelser rejser Wynter, Razi og Christopher ud for at finde ham og det frygtelige våben kaldet The Bloody Machine.


Jeg har stadig en tredjedel af anden bog samt hele den sidste bog til gode, men kan slet ikke vente med at få resten af historien. Læs den!