torsdag den 2. januar 2014

Nytåret...

Der manglede lidt billeder af nytårsfesten i mit forrige indlæg, men de får deres helt egen plads her.

Vi var hos mine forældre i år - det tror jeg ikke, jeg har været siden jeg boede hjemme!
Vi havde egentlig snakket om at holde det hos os selv med svigermor og mine "gamle", men da svigermor hoppede fra, blev et af mine forældres vennepar inviteret i stedet og festen rykkede til Kildebakkehuset ;o)

Aftenen forløb helt som sådan en aften nu engang forløber:
-Snacks og drinks til Dronningens nytårstale
-Forret (smilende æg på rede af salat, drysset med paprika og mandler og med godt grydebrød og sennepscreme til)
-Hovedret (bagt laks med mandler, oksemørbrad, flødekartofler, diverse lækre salater, en utrolig spændende gulerodshumus samt en spontan flødesauce)
-Dessert (2 slags chokolademousse, en mørk og en hvid, med bær imellem og toppet med valnødder og hvide chokolade spåner - samt en festlig paraply!).

Da sidste ret var fortæret nærmede klokken sig lige så stille midnat og TV'et viste naturligvis den efterånden tudsegamle klassiker '90 års fødselsdagen'.
Da klokkerne slog tolv, sprang både champagneproppen og gæster, kransekagen spruttede stjerner og proklamerede stolt det nye år - og så var det ellers ud i kulden med vores glas i hænderne og frakker over skuldrene, så vi kunne nyde alt det imponerende fyrværkeri (folk må simpelthen bruge formuer på det stads).
Da vores sidste guldregn havde regnet guld og glimmer for sidste gang, var der musik, snak og snacks indendøre indtil festlighederne sluttede ved 4-tiden.
En dejlig aften og nat!

Og jeg vil slutte dette indlæg af med et digt, jeg engang lærte af hvad der må være verdens vidunderligste og mest inspirende lærer.... (og dette er i nytårsfestens anledning dedikeret til min mor):
"Månemand, månemand - du har drukket dig så fuld, at dit ene øje er blevet til guld."

Godt nytår!!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar